Af Anna Lauritsen
Er man en af de mange, som er flyttet fra den mørke provins til København, kender man scenariet, hvor man vender tilbage til hjemstavnen efter længere tid. Velkomsten består primært af ”skal du ikke snart klippes?”-kommentarer samt seneste udkants-gossip om, hvordan den nye skide REMA 1000 stjæler kunder fra den lokale købmand.
Netop denne tilbagevenden er omdrejningspunktet i familiedramaet Hvor kragerne vender. Filmen er instruktør Lisa Jespersens spillefilmsdebut og endnu et take på en klassisk formel kendt lige fra The Wizard of Oz (1939) til Lady Bird (2017): En ung rebelsk pige rejser fra sin kedelige hjemby, kun for at indse, at der er ”no place like home”.
I Hvor kragerne vender er hovedpersonen Laura (Rosalinde Mynster) blevet en ”københavnersmart” forfatter og har med nyt navn, udseende og identitet taget drastisk afstand til sit gamle landsby-jeg og -liv. I anledning af sin brors bryllup vender hun skeptisk tilbage til gården, hvor hun voksede op. Dårlige minder om mobning og konstant udlængsel presser sig på, og værre bliver det, da hun opdager, at broren skal giftes med Lauras barndomsfjende Catrine (Anne Sofie Wanstrup), som langsomt er ved at overtage Lauras plads i familien.
Sammenstødet mellem land og by er udgangspunktet for en række sjove og genkendelige (og karikerede) stereotyper om begge lejrer: I det københavnske kunstnermiljø er alle i åbne forhold og impotente af klimaangst, mens folk på landet læser Jo Nesbø med Pop FM i baggrunden.
Lauras karakter er langt det mest interessante, som filmen har at byde på. Hendes rodløshed afspejler fint det større dilemma om ophav vs. hvem man ønsker at være. På den ene side havde hun brug for at slippe væk, da hun aldrig passede ind i landsbylivet. På den anden side gør de jyske rødder hende lige så meget til en outsider i de københavnske kunstnerkredse, og det gør ondt at se en anden tage den plads i familien, som hun selv aldrig ønskede at have.
Rosalinde Mynster gør det utrolig godt i rollen som Laura, men desværre er hendes rolle også den eneste med substans. Bodil Jørgensen er endnu en gang castet som Bodil Jørgensen, mens resten af ensemblet gør, hvad de kan med deres karakterer, som desværre alle sammen er endimensionelle arketyper. Filmen lider desuden af en kedelig forudsigelighed; historien er generisk og formår på intet tidspunkt at overraske. Der er ikke nogen deciderede mislykkede elementer, men som publikum sidder man tilbage med en ”nå”-følelse, og filmen er desværre hurtigt glemt efter rulleteksterne.
Alt i alt er Hvor kragerne vender et udmærket hyggeligt familiedrama. Lisa Jespersen har skrevet en nuanceret og troværdig hovedperson i Laura, men resten af filmen er desværre for elementær og skabelonskabt til at være et egentligt must see.
Kommentarer